Færdighedstræning · K1-K2 · Udgave 1
Begynd med det kliniske spørgsmål. Vælg derefter den undersøgelse, der kan besvare det.
Kort fortalt
Røntgen og CT bruger ioniserende stråling; ultralyd og MR gør ikke. De fire metoder viser ikke det samme. En god henvisning angiver spørgsmål, relevante fund og forhold, der kan ændre protokollen. Læs svaret systematisk og sammenhold fundene med patienten - et billede er ikke en diagnose i sig selv.
Før billedet
Hvilket fund leder du efter, og vil svaret ændre håndteringen?
En undersøgelse uden beslutningsværdi kan give både skade og tilfældige bifund.
Start med klinik og differentialdiagnoser. Spørg derefter, om billeddiagnostik kan bekræfte, afkræfte eller afgrænse noget, der ændrer behandling, visitation eller opfølgning. Screening, udredning, procedurevejledning og kontrol er forskellige formål; hvert formål kræver en begrundelse.
Skriv den konkrete problemstilling og de fund, der gør den relevant.
Oplys forhold, der påvirker protokol eller sikkerhed.
Angiv symptom og forløb, objektive fund, vigtig sygehistorie, relevant tidligere billeddiagnostik og hvad der ønskes afklaret. Ved mulig graviditet, implantat, tidligere kontrastreaktion eller påvirket nyrefunktion skal relevante oplysninger fremgå, når de har betydning for den ønskede undersøgelse.
Fire metoder
Strukturer lægges oven på hinanden i et todimensionalt billede.
Luft fremstår mørk; knogle og metal oftest lyst.
Røntgenstråler dæmpes forskelligt i vævene, og billedet viser summen langs strålens vej. Det er hurtigt og nyttigt til blandt andet skelet og thorax, men overlappende strukturer kan skjule patologi. Flere projektioner kan hjælpe med at lokalisere et fund.
CT viser tværsnit, som kan rekonstrueres i andre planer.
Det går hurtigt, men bruger ioniserende stråling.
CT optager røntgendata fra mange vinkler og rekonstruerer aksiale snit samt koronale og sagittale visninger. Uden kontrast kan man besvare nogle spørgsmål; intravenøs jodkontrast kan fremhæve kar og væv. Arteriel og venøs fase er ikke udskiftelige - fasen vælges efter problemstillingen.
Lydbølger giver dynamiske billeder uden ioniserende stråling.
Doppler kan vise blodstrøm; luft og knogle begrænser indsynet.
En transducer sender lyd ind og modtager reflekterede ekkoer. Metoden kan bruges ved sengesiden og til at vejlede nåleprocedurer. Doppler tilfører information om bevægelse og flow. Billedet afhænger af operatør, vindue og vævsdybde; en ikke-visualiseret struktur er ikke nødvendigvis normal.
MR bruger ikke ioniserende stråling.
Sekvenserne og sikkerhedsscreeningen er afgørende.
MR udnytter vævets signal i magnetfeltet og giver høj bløddelskontrast. Billedets udseende afhænger af sekvensen: et lyst område på ét MR-billede er ikke automatisk lyst på et andet. Metoden er velegnet til mange spørgsmål om hjerne, rygmarv, muskler og led, men er langsommere end CT og kræver planlagt protokol.
Risiko og nytte
Røntgen og CT kræver afvejning af klinisk nytte og strålerisiko.
Brug en protokol, der giver tilstrækkeligt svar med mindst rimelig eksponering.
Først: Er undersøgelsen berettiget for denne patient og dette spørgsmål? Dernæst: Kan optagelsen optimeres uden at miste nødvendig diagnostisk kvalitet? Risikoen varierer med undersøgelse, område og patient; en fast risikoværdi for "en CT" er derfor misvisende.
Afklar, om kontrast faktisk er nødvendig for spørgsmålet.
Oplys relevante risici; lad protokol og lokale instrukser styre vurderingen.
Tidligere kontrastreaktion, aktuel nyrepåvirkning og anden relevant sygehistorie skal indgå i vurderingen af jodkontrast til CT. Nedsat nyrefunktion betyder ikke automatisk, at en nødvendig kontrastundersøgelse skal aflyses. Ved MR skal implantater og metal afklares særskilt; MR-kontrast er et andet middel og vurderes efter egne forhold.
PET og skintigrafi beskriver især funktion eller stofskifte.
Billedvejledte procedurer kan både diagnosticere og behandle.
Nuklearmedicinske undersøgelser bruger radioaktive sporstoffer og kan supplere anatomiske billeder med funktionel information. Interventioner kan bruge ultralyd, røntgen eller CT til eksempelvis biopsi eller drænage. Det ændrer ikke grundreglen: vælg metode efter det kliniske spørgsmål.
Efter optagelsen
CT: densitet. Ultralyd: ekkogenicitet. MR: signalintensitet.
Beskriv altid fund relativt til vævet omkring.
Et lyst CT-område kan være hyperdenst, et lyst ultralydsfund hyperekkogent og et lyst MR-område hyperintenst på en bestemt sekvens. Ordene handler om forskellige fysiske signaler. "Hyper-" betyder kun mere end et angivet sammenligningsvæv; det er ikke en diagnose.
Tjek patient, optagelse, plan og billedkvalitet.
Gennemgå strukturer i fast rækkefølge; slut med det klinisk vigtige.
Start med identitet, modalitet, side, projektion eller snitplan og teknisk kvalitet. Beskriv derefter de relevante anatomiske områder systematisk, inklusive tydelige normale og patologiske fund. Afslut med en konklusion, som svarer på henvisningens spørgsmål, og nævn væsentlige begrænsninger.
Afventer faglig gennemgang.