Færdighedstræning · K1-K2 · Udgave 1

Undersøgelse af næse, ansigt, hals og mundhule

Gå systematisk fra ydre næse til mundhule og hals. Beskriv fundene, før du fortolker dem.

GPT-6 Sol · Extra High 12-16 min

Detaljegrad

Kort fortalt

Undersøgelse af næse, ansigt, hals og mundhule

FT17 handler om praktisk ØNH-undersøgelse: næse og luftpassage, ansigt efter traume, halsens strukturer, mundhule og oropharynx samt princippet i indirekte laryngoskopi. En fast rækkefølge gør det lettere at opdage både normale strukturer og fund, der kræver hurtig vurdering.

Næse

Se ydre næse, septum og luftpassage

Ydre næse: form, skelet og ømhed

Standard

Se næsen forfra og i profil; beskriv deviation, hævelse eller ændret kontur.

Palpér skånsomt den knoglede og den bruskede del hver for sig.

Start uden instrument

Sammenlign siderne. Se efter fejlstilling, sår, hævelse og tidligere ar. Palpér næseryg og spids roligt, og angiv præcist hvor der er ømhed eller konturændring. En saddelnæse er en formbeskrivelse, ikke i sig selv en ætiologisk diagnose.

Efter traume

Spørg til ændret næseform og luftpassage. Se også ind i næsen: en synlig ydre deformitet fortæller ikke, om der er septumhæmatom.

Anterior rhinoskopi: find de synlige pejlemærker

Standard

Før speklet ind under synskontrol og undgå tryk mod septum.

Beskriv vestibulum, septum, concha inferior og pladsforhold på begge sider.

Teknik

Forklar undersøgelsen og brug godt lys. Se først vestibulum nasi. Før speklet forsigtigt ind og åbn det uden at presse spidsen mod septum. Undersøg begge sider og notér slimhinde, sekret, hævelse, deviation og eventuelle synlige læsioner.

Hvad kan du faktisk se?

Septum ligger medialt; concha inferior ses lateralt, mens concha media ofte kun anes længere oppe. Luk ikke speklet helt omkring næsehårene under udtagning. Et begrænset indsyn skal dokumenteres som begrænset.

Luftpassage: sammenlign, men overfortolk ikke

Standard

Lyt eller se efter luftpassage gennem ét næsebor ad gangen.

Sammenhold testen med patientens oplevelse og rhinoskopifundet.

To enkle prøver

Ved lytteprøven lukkes det ene næsebor kortvarigt, mens patienten trækker vejret gennem det andet. Dug på et spejl under næsen kan vise, om der passerer luft på begge sider. Beskriv sideforskellen, ikke et skønnet tal for luftflow.

Ansigt

Undersøg hele ansigtet efter traume

Ansigtsskelet: palpér og spørg til bidet

Standard

Gennemgå pande, orbitakanter, kindben, maxil og mandiblen symmetrisk.

Spørg om tænderne mødes som før; malokklusion er et vigtigt traumefund.

Fast anatomisk rute

Se efter asymmetri og hævelse. Palpér næse, pande, øvre og nedre orbitakant, os zygomaticum, maxil og mandiblen for ømhed, konturspring eller løshed. Undersøg mundhulen for sår og tandskade, og spørg om sammenbidet er ændret.

Hvad skriver du?

Angiv side og sted: fx “konturspring ved venstre infraorbitale kant” eller “ny malokklusion”. Fravær af et enkelt palpationsfund udelukker ikke en dybere ansigtsfraktur.

Øjne, ansigtssans og mimik hører med

Standard

Spørg til dobbeltsyn og se efter begrænset øjenbevægelse.

Sammenlign sensibilitet i ansigtet og mimik på begge sider.

Målrettede fund

Lad patienten følge en finger med øjnene og spørg, om der kommer dobbeltsyn. Sammenlign let berøring over pande, kind og kæbe som grov screening af n. trigeminus. Bed patienten rynke panden, lukke øjnene og vise tænder som grov vurdering af n. facialis. Palpér parotisregionen ved relevant hævelse.

Hals

Palpér i en rækkefølge, du kan gentage

Halsen: brug samme palpationsrute hver gang

Standard

Palpér submentalt, submandibulært, langs sternocleidomastoideus, occipitalt og omkring klaviklerne.

Sammenlign siderne, og angiv præcis placering af en udfyldning.

En reproducerbar undersøgelse

Lad patienten sidde afslappet. Inspicér halsen, og palpér blidt og systematisk fra under hagen og kæben, langs for- og bagkanten af m. sternocleidomastoideus, bagtil/occipitalt og til sidst supra- og infraklavikulært. Støt eventuelt hovedet, så muskulaturen slapper af.

Beskriv før diagnose

For en udfyldning angives side, region, størrelse, konsistens, mobilitet, ømhed og relation til hud. “Knude på halsen” er for upræcist til at kunne følges ved næste undersøgelse.

Thyreoidea: se og mærk under synkning

Standard

Inspicér halsen, og palpér thyreoidea forsigtigt, også mens patienten synker.

Bevægelse med synkning er et fund, ikke en sikker vævsdiagnose.

Placering og bevægelse

Stå eventuelt bag patienten og palpér thyreoidearegionen med rolige fingerbevægelser. Bed patienten synke, mens du mærker efter bevægelse og asymmetri. Notér om en udfyldning virker relateret til kirtlen, og om der samtidig er andre halsfund.

Mund og svælg

Få også slimhinder, udførselsgange og larynx med

Mundhulen: en rute, også når der ikke er klager

Standard

Se læber, kindslimhinde, gingiva, gane, tunge og mundbund.

Løft tungen og se undersiden; flyt en protese ved behov.

Undgå de skjulte flader

Brug godt lys. Gennemgå vestibulum og kindslimhinder på begge sider, gingiva og tænder, hård og blød gane, tungens sider og underside samt mundbunden. Bed om at tungen løftes. Ved en slimhindelæsion noteres side, sted, størrelse og udseende; palpation kan supplere, hvis det er relevant og tåles.

Spytkirtelåbninger og tænder: navngiv præcist

Standard

Find parotisgangen i kindslimhinden og submandibularisgangen ved mundbunden.

Notér tandens position i et navngivet system; bland ikke Haderup og FDI.

To åbninger

Ductus parotideus (Stensens gang) åbner i kindslimhinden ud for overkæbens anden molar. Ductus submandibularis (Whartons gang) åbner ved caruncula sublingualis på hver side af tungebåndet. Ved relevant hævelse kan kirtel og mundbund palperes skånsomt.

Tandstatus

Haderups plus/minus-system og international FDI-nummerering bruges begge til at angive tandposition. Vælg ét system i notatet, angiv side og kæbe, og beskriv fx løshed eller ømhed efter traume. Et tandnummer uden angivet system kan misforstås.

Oropharynx: lys, spatel og bevægelse

Standard

Se ganebuer, tonsiller, bagvæg og ganesejl; bed patienten sige “ah”.

Beskriv asymmetri eller læsion uden at kalde det en diagnose.

Et roligt indsyn

Sørg for lys og bed patienten åbne munden. Tryk tungens forreste del forsigtigt ned med en spatel uden at fremkalde unødig brækrefleks. Se tonsiller, ganebuer og bagvæg; ved “ah” observeres ganesejlets bevægelse. Notér hvis indsynet var ufuldstændigt.

Indirekte laryngoskopi: forstå billedet og grænsen

Standard

Spejlet giver indirekte udsyn til epiglottis og stemmelæber; billedet skal orienteres anatomisk.

Teknikken øves under supervision og må ikke forceres ved ubehag eller utilstrækkeligt indsyn.

Hvad skal identificeres?

Med lys, korrekt stilling og et dugfrit spejl forsøger den trænede undersøger at se epiglottis, de sande stemmelæber og deres bevægelse. Spejlbilledets øverste del svarer til patientens forside. Beskriv de strukturer, der faktisk kunne ses, og om bevægelsen kunne vurderes.

Sikkerhedsgrænse

Brækrefleks og anatomi kan gøre undersøgelsen umulig. Stop ved udtalt ubehag, usikkert greb eller mistanke om truet luftvej; relevant ØNH-vurdering er vigtigere end at gennemtvinge spejlundersøgelsen. Dette kursus lærer orientering, ikke selvstændig kompetence til invasive manøvrer.

Afventer faglig gennemgang.