Hjerte, luftveje og ØNH · K1 · Udgave 1
Fra adenoider og tonsiller til infektion, dybe halsrum og søvnapnø.
Test førstKort fortalt
Svælgets niveauer og lymfevæv forklarer, hvorfor de samme halssymptomer kan skyldes obstruktion, overfladisk infektion eller en alvorlig dyb infektion. Vurder først luftvej, synkning og almentilstand; lokalisér derefter problemet og vælg målrettet undersøgelse.
Svælget
Nasopharynx ligger bag næsen, oropharynx bag mundhulen og hypopharynx over indgangen til spiserør og strube.
Adenoider giver især nasal obstruktion og øreproblemer; ganetonsiller giver fund i oropharynx. Fund lavere i svælget kan ikke altid ses ved almindeligt mundkig.
Adenoidt væv, ganetonsiller og tungetonsil danner en lymfoid ring ved svælgets indgang.
Lymfevævet er ofte stort i barnealderen og aftager senere. Størrelse alene er derfor ikke operationsindikation; søvn, respiration, synkning og ørefunktion betyder mere.
Se i mund og svælg, palpér halsen og undersøg næse og ører; fiberskopi kan vise områder, der er skjult ved mundkig.
Notér vejrtrækning, stemme, spytkontrol, synkning og gabeevne. Et normalt oropharynx udelukker ikke sygdom i naso- eller hypopharynx.
Næsesvælget
Adenoide vegetationer er forstørret lymfevæv i nasopharynx. Barnet kan mundånde, snorke og tale med lukket snøvl.
Urolig søvn, vedvarende nasal obstruktion og mundånding er mere informative end ordet “polypper”. Undersøg også, om symptomerne svinger med infektioner.
Adenoidt væv nær tubaostiet kan ledsages af sekretorisk otitis media og påvirket hørelse.
Ved gentagne øregener eller mistanke om hørenedsættelse vurderes mellemøret, fx med otoskopi og tympanometri. Sprogudvikling og trivsel kan påvirke behandlingsbehovet.
Lette symptomer kan observeres. Ved betydelig nasal obstruktion, søvnproblemer eller øreproblemer kan ØNH-vurdering føre til adenotomi.
Dokumentér snorken, mundånding, eventuelle apnøer, hørelse og gentagne mellemøreproblemer. Operation fjerner adenoidvæv; den er ikke en generel behandling for enhver forkølelse.
Tonsiller og søvn
Tonsilhypertrofi hos børn kan give snorken, søvnforstyrret vejrtrækning og eventuelt synkebesvær.
Se efter søvn- og spiseproblemer frem for at ordinere antibiotika til store, ikke-inficerede tonsiller. Ved relevante gener vurderer ØNH-lægen tonsillotomi eller tonsillektomi.
Ved obstruktiv søvnapnø gentages øvre luftvejsobstruktion under søvn. Snorken alene beviser ikke apnø.
Spørg til observerede vejrtrækningspauser, urolig søvn og dagfunktion. Store tonsiller og adenoider er vigtige hos børn; hos voksne indgår flere forhold, bl.a. vægt og luftvejsanatomi.
Søvnapnø undersøges med søvnregistrering. CPAP er effektivt ved obstruktiv søvnapnø; tandskinne og kirurgi vælges til udvalgte patienter.
AHI beskriver apnøer og hypopnøer per time; registreringsmetoden påvirker nævneren. Symptomer og komorbiditet betyder også noget. Hos børn med store tonsiller eller adenoider er kirurgisk vurdering ofte relevant.
Slimhinden
Halssmerter og rødme skyldes ofte virus. Hoste, snue eller hæshed peger mod viral årsag; antibiotika er ikke standard.
Vurder væskeindtag, smerte og almentilstand. Ved tydelige virussymptomer er Strep-A-test normalt unødvendig; ved mistanke om gruppe A-streptokokker bruges klinisk vurdering og relevant test.
HSV kan give smertefulde vesikler og sår i mund og svælg, især ved primærinfektion.
Mucosalæsioner, smerteniveau og evne til at drikke er centrale. Antiviral behandling kan være relevant i udvalgte tidlige eller svære tilfælde efter klinisk vurdering; den gives ikke automatisk ved enhver halsømhed.
Oral candidiasis kan give hvidlige belægninger og svie, især ved inhalationssteroid, antibiotika eller immunsuppression.
Spørg til inhalationsteknik, mundskyl efter steroid, nylig antibiotika og immunstatus. Behandl den påviste infektion og ret den udløsende faktor, når det er muligt.
Tørhed, svie, globusfornemmelse og rømmetrang kan have flere årsager; vedvarende eller ensidige fund skal undersøges.
Mundånding ved næseobstruktion, tobaksrøg, irritanter og reflukssymptomer kan bidrage. Behandlingen retter sig mod en sandsynlig årsag, ikke en uspecifik “kronisk faryngitis” i sig selv.
Halsbetændelse
Ved akut tonsillitis hjælper Centor-kriterier med at vælge, hvem der skal vurderes for gruppe A-streptokokker. Et pointtal er ikke i sig selv et antibiotikarecept.
Feber, tonsilbelægning eller -hævelse, ømme forreste halslymfeknuder og fravær af hoste øger mistanken. Strep-A-test bruges efter samlet klinisk vurdering og lokal vejledning.
GAS-tonsillitis giver typisk pludselige halssmerter, feber og ømme halskirtler. Scarlatina føjer udslæt og ofte jordbærtunge til billedet.
Bekræftet streptokokinfektion behandles efter gældende antibiotikavejledning, oftest med penicillin ved fravær af allergi. Virusinfektion behandles ikke med antibiotika.
Vincents angina kan give ensidig tonsilulceration, foetor, feber og ømme lymfeknuder på samme side.
En kraterformet, nekrotisk ulceration skiller sig fra diffus rødme eller bilaterale belægninger. Vurder væskeindtag og almentilstand og få ØNH-vurdering ved uklart, svært eller vedvarende forløb.
EBV kan give feber, store belagte tonsiller og udbredt lymfeknudesvulst; hos unge kan leverpåvirkning støtte mistanken.
Træthed, generaliseret adenopati og eventuel hepato- eller splenomegali adskiller ofte forløbet fra ukompliceret GAS-tonsillitis. Diagnosen kan støttes af relevante blodprøver eller EBV-serologi.
Stridor, savlen, manglende evne til at synke spyt, respirationsbesvær eller hurtigt tiltagende hævelse kræver akut luftvejsvurdering.
Tiltagende ensidig smerte, trismus, grødet stemme, nakkestivhed eller høj feber efter en halsinfektion øger mistanken om absces eller dyb halsinfektion. En almindelig Strep-A-test afklarer ikke dette.
Komplikationer
Ensidig forværring af halssmerter, trismus, hævet ganebue og uvuladeviation taler for peritonsillær infektion og kræver ØNH-vurdering.
Kliniske fund kan ikke sikkert skelne flegmone fra absces. Ved absces er aspiration eller incision med drænage central; antibiotika og eventuel indlæggelse afhænger af samlet vurdering.
Dyb infektion ved siden af svælget kan give stærke synkesmerter, trismus, hævelse og påvirket respiration; den kræver akut hospitalsvurdering.
Spredning kan følge tonsil-, tand- eller lymfeknudefokus. Når luftvejen er sikret, bruges typisk kontrast-CT til at afklare udbredelse og eventuel absces.
Feber, nakkestivhed, synkesmerter og vejrtrækningsbesvær hos et barn kan skyldes dyb infektion bag svælget og kræver akut vurdering.
Et barn kan holde nakken stiv, synke dårligt og virke alment påvirket. Stabil luftvej vurderes før CT; ØNH, pædiatri og anæstesi inddrages efter alvor og lokale forhold.
Vedvarende høj feber, ensidig halsømhed eller hævelse og nye lungesymptomer efter svælginfektion giver mistanke om Lemierres syndrom og kræver akut henvisning.
Infektionen er knyttet til septisk tromboflebitis i vena jugularis interna og kan give septiske embolier, ofte til lungerne. Fusobacterium necrophorum er en hyppig årsag.
Andre fund
Et papillom kan ses som en lokal slimhindevækst og kan være associeret med HPV 6 eller 11.
ØNH-vurdering af lokalisation og udseende afgør, om læsionen bør fjernes og undersøges histologisk. En vedvarende, blødende eller atypisk læsion må ikke erklæres benign alene ved syn.
Fiskeben eller andet skarpt materiale kan sætte sig i tonsil, tungebasis eller hypopharynx. Luftvejssymptomer kommer først.
Et synligt, let tilgængeligt fremmedlegeme kan fjernes under direkte syn af kvalificeret behandler. Ved vedvarende synkesmerte eller dybere placering kræves ØNH-vurdering og eventuelt fiberskopi.
MCQouture
4 opgaver i én session. Resultatet justerer kun de emner, som opgaverne dækker.
Kilde-ID: 206
Afventer faglig gennemgang.