Hjerte, luftveje og ØNH · K1 · Udgave 1
Følg vævsprøven fra den suspekte halsproces til den endelige beslutning om behandling og resektionsrande.
Test førstKort fortalt
Ved mistanke om hoved-halskræft skal kliniske fund, billeddiagnostik og patologi pege i samme retning. Finnålsaspiration er skånsom, men kan overse eller ikke typebestemme sygdom; histologi viser vævets arkitektur og invasion. Ved operation kan frysesnit hjælpe her og nu, mens den endelige undersøgelse af hele præparatet afgør mere. Kurset følger især patologens rolle i de to dele af Ø15.
Indgang
Vedvarende uforklaret hæshed, synkebesvær, slimhindesår eller knude på halsen kræver målrettet vurdering.
Spørg til debut, vækst, smerter, otalgi, synkning, stemme og vægttab. En parotisknude med påvirket ansigtsmimik er særlig suspekt. Alarmsymptomer er grund til hurtig specialistvurdering, ikke en kræftdiagnose i sig selv.
Inspektion, palpation og relevant skopi leder efter primærtumor; halsen undersøges samtidig for lymfeknuder.
Se mundhule og svælg, palpér tunge, mundbund og hals, og brug fleksibel skopi efter ØNH-vurdering. Billeddiagnostik og ultralyd kan afgrænse en proces og hjælpe med at vælge prøvested.
Pakkeforløbet organiserer hurtig udredning; det betyder ikke, at patienten allerede har kræft.
Ved begrundet mistanke henvises efter gældende hoved-halskriterier. Specialisten planlægger diagnostik og tager stilling til relevant vævsprøve. Behandlingen vælges først, når sygdommens type og udbredelse er tilstrækkeligt belyst.
Behandlingsvalget samler klinik, billeder, patologi, stadium og patientens situation.
Kirurg, onkolog, radiolog og patolog bidrager med hver sin del. Resektabilitet, lymfeknudestatus, funktion og patientpræferencer har betydning for valget mellem kirurgi og onkologisk behandling.
Prøven
FNA er skånsom og nyttig ved tilgængelige knuder, men viser ikke sikkert vævets arkitektur eller invasion.
Cellernes udseende og sammensætning kan pege på benignitet, malignitet eller en mulig metastase. Ultralyd kan hjælpe med at ramme den relevante del af en proces. Svaret skal angive, om materialet er tilstrækkeligt.
Ingen maligne celler er ikke det samme som, at en fortsat suspekt knude er frikendt.
Ramte nålen læsionen, eller kom materialet især fra nekrose, cystevæske eller normalt væv? Et utilstrækkeligt eller uoverensstemmende svar fører til ny målrettet prøve eller anden diagnostik.
Atypiske celler afviger fra normalen; malignitet kan hverken fastslås eller udelukkes alene af ordet.
Atypi kan ses ved reaktive forandringer, men også ved neoplasi. Skeln fra malignitetssuspekte celler og fra sikkert maligne celler. Den videre plan afhænger af den samlede risiko og prøvens kvalitet.
Vævsbiopsi kan vise arkitektur, dysplasi, invasion og ofte mere præcis tumortype.
Stanse- eller grovnålsbiopsi giver sammenhæng mellem celler og omgivende væv. Det kan være nødvendigt ved mistanke om invasivt karcinom, lymfom eller en kompleks spytkirteltumor.
Halsen
En cystisk lymfeknudemetastase kan ligne en medfødt lateral halscyste.
Vurder en ny lateral halsproces hos en voksen med klinik, ultralyd og passende vævsprøve. Væske og degenererede celler i FNA kan være utilstrækkeligt til at skelne benign cyste fra cystisk metastase.
En reaktiv lymfeknude og epiteliale tumorceller i en lymfeknude leder til helt forskellig udredning.
En blandet lymfoid population kan passe med reaktion, mens maligne epiteliale celler peger mod metastase. ØNH-specialisten sammenholder cytologien med varighed, vækst, billedfund og patientens risikoprofil.
HPV-relateret planocellulært karcinom kan vise sig som halsmetastase fra en lille oropharynxprimær.
Ved påvist HPV i metastatiske planocellulære celler er oropharynx et vigtigt sted at lede efter primærtumor. p16 bruges som surrogatmarkør i den rette patologiske og anatomiske sammenhæng, især ved oropharynxcancer.
En halsmetastase kan være påvist, selv om primærtumoren ikke findes ved første undersøgelse.
Patologisk type, halsniveau, relevante markører, skopi og billeddiagnostik hjælper med at målrette søgningen. Biopsier fra mistænkte steder tages som led i specialistudredningen.
Under operation
Frysesnit kan hjælpe kirurgen med et konkret spørgsmål under operationen, især om en udvalgt rand.
Et særskilt fremsendt randstykke eller uventet fund kan vurderes hurtigt. Hvis randen er involveret, kan kirurgen eventuelt udvide resektionen med det samme.
Prøven er kun en del af randen, og små foci kan dukke op ved endelige, dybere snit.
Vævets orientering, prøvested og fryseartefakter begrænser svaret. Den endelige undersøgelse kan vise tumor ved en anden del af randen eller en lille lymfeknudemetastase.
Ved udvalgt hoved-halskræft uden påvist halsmetastase kan sentinel node hjælpe med at stadieinddele halsen.
Efter verificeret primærtumor kan tracer identificere den eller de første drænende lymfeknuder. Metoden er ikke standard for alle hoved-halslokalisationer eller alle stadier.
En stor resektion bør bygge på tilstrækkelig diagnose, staging og en klar plan for konsekvensen af fund.
Patologen kan hjælpe med et overraskende intraoperativt fund, men frysesnit erstatter ikke rutinemæssigt forudgående biopsi og MDT. Sygdomme som lymfom kan kræve et helt andet behandlingsspor.
Efter operation
Uden sikker orientering kan patologen ikke fortælle, hvilken side af præparatet der ligger tæt på tumor.
Kirurgen markerer retning; patologen beskriver præparatet, tuscher udvalgte flader og udtager snit. Så kan tumorens forhold til overfladiske, laterale og dybe rande angives.
Histologi skelner dysplasi i overfladen fra tumor, der vokser ind i stroma.
I et repræsentativt vævssnit kan patologen vurdere arkitektur, invasion og tumortype. Det har betydning for stadie, kirurgisk omfang og risikovurdering.
Endelig histologi vurderer, om tumor når en farvet resektionsrand, og hvor tæt den er på den.
En fri rand betyder ikke samme risiko i alle præparater. Patologen beskriver relevante afstande, orientering og eventuelt tumor i randen; MDT vurderer betydningen i den konkrete anatomiske og behandlingsmæssige sammenhæng.
Det endelige svar samler tumortype, udbredelse, rande og eventuelle lymfeknuder.
Biopsien etablerer diagnosen; operationspræparatet kan vise hele læsionens udbredelse og de vigtigste risikofaktorer. Svarene skal stemme med operationen og de præoperative fund.
Spytkirtler
Ny eller voksende spytkirtelknude med facialisudfald, smerte eller fiksering skal vurderes som malignitetssuspekt.
Mange parotisknuder er benigne, men det kan ikke afgøres på palpation alene. Ultralyd og cytologi eller vævsprøve vælges efter specialistvurdering; en suspekt klinik kræver fortsat afklaring trods et beroligende første svar.
Pleomorft adenom er en almindelig benign spytkirteltumor med risiko for recidiv ved utilstrækkelig fjernelse.
Tumoren kan have udløbere uden for den tilsyneladende hovedknude. Derfor beskriver patologen type og relation til resektionsfladerne, også når der ikke ses malignitet.
Warthin-tumor er en benign spytkirteltumor, typisk i parotis, og kan have kraftigt PET-optag.
Et FDG-positivt fokus i parotis kan være Warthin-tumor. Fundet må sammenholdes med ultralyd, cytologi og øvrig klinik, især hvis PET er udført af en anden grund.
Perineural vækst og randstatus er centrale fund ved adenoidcystisk karcinom.
Tumor kan brede sig langs nerver og have vanskelig afgrænsning. Patologen beskriver perineural invasion og frie eller involverede rande, som indgår i vurdering af supplerende behandling.
MCQouture
5 opgaver i én session. Resultatet justerer kun de emner, som opgaverne dækker.
Kilde-ID: K1-F19-MCQ-98
Afventer faglig gennemgang.