Hjerte, luftveje og ØNH · K1 · Udgave 1
Følg hjertepatienten fra den første risikosamtale til opfølgning efter infarkt og vurdering af ny åndenød.
Test førstKort fortalt
Almen praksis møder patienten både før og efter hjertesygdommen er erkendt. En uspecifik helbredsundersøgelse er ikke målet; symptomer, målinger og samlet risiko bestemmer, hvad der skal undersøges. Efter infarkt bliver epikrisen en plan for medicin, rehabilitering og kontrol. Årsstatus samler symptomer, funktion, risikofaktorer og patientens egne mål. Ny åndenød mellem kontrollerne kræver en ny vurdering, ikke blot næste faste tid.
Før diagnosen
Undersøg ud fra symptomer, risiko eller en konkret indikation frem for en uspecifik testpakke.
Spørg, hvad patienten er bekymret for, og om der er symptomer eller kendte risikofaktorer. Generelle helbredstjek af symptomfrie uden målrettet begrundelse frarådes; fund af fx rygning eller forhøjet blodtryk kan derimod åbne for en relevant risikosamtale.
Spørg efter anstrengelsesudløst brystsmerte, åndenød, palpitationer og fald i funktion.
Et nyt symptom fører til diagnostisk udredning, ikke blot primær forebyggelse. Afklar debut, relation til belastning og lindring, ledsagesymptomer og påvirkning af hverdagen. Ved akut eller ustabilt symptombillede skal patienten vurderes i et akut spor.
Blodtryk, rygning, lipider, diabetes, nyrestatus og familiehistorie giver risikokontekst.
Et enkelt forhøjet konsultations-BT skal normalt verificeres med hjemme-, døgn- eller uobserveret automatisk måling. Afklar rygning, tidlig hjerte-kar-sygdom i familien, kendt diabetes og nyresygdom. Lipider og øvrige prøver vælges, når de kan understøtte en konkret forebyggelsesplan.
SCORE2/SCORE2-OP hjælper ved primær forebyggelse; tidligere AMI kræver sekundær forebyggelse.
Hos en person uden kendt hjerte-kar-sygdom kan SCORE2 eller SCORE2-OP støtte samtalen om samlet risiko og forebyggelse. Brug relevante ubehandlede målinger, hvis de findes. Efter infarkt er patienten allerede i høj risiko, og en ny SCORE2-procent bestemmer ikke, om sekundær forebyggelse er nødvendig.
Sektorovergang
Efter AMI: afklar diagnose, PCI, ventrikelfunktion, medicin, mål og ansvar for kontrol.
Kontrollér hvad der blev gjort, om der var hjertesvigt eller andre komplikationer, og hvem der følger blodtryk, lipider, nyrefunktion og symptomer. Notér også planlagt rehabilitering, tid til opfølgning og stop- eller revurderingsdatoer for lægemidler.
Efter PCI skal præparater og stopdatoer kontrolleres mod den individuelle kardiologiske plan.
Trombocythæmning efter infarkt og eventuel antikoagulation ved atrieflimren løser forskellige opgaver. Se epikrise og medicinliste for valgt kombination, varighed og blødningsrisiko. En standardregel om 12 måneders clopidogrel passer ikke til alle, og ændringer tidligt efter PCI bør konfereres med behandlende kardiologi.
Statin, risikofaktorkontrol og øvrig behandling er ikke betinget af en ny SCORE2-beregning.
Efter AMI er kraftig LDL-sænkning, blodtrykskontrol, rygestop, aktivitet og eventuelt diabetesbehandling centrale. ACE-hæmmer/ARB og betablokker vurderes ud fra ventrikelfunktion, symptomer, blodtryk og andre indikationer; ikke alle præparater har automatisk samme livslange varighed.
Spørg om træning, rygestop, hverdagsfunktion og barrierer for at deltage.
Et gennemført hjerterehabiliteringsforløb skal ikke antages, blot fordi det står i epikrisen. Spørg om patienten kom i gang, hvad der hindrede deltagelse, og hvordan fysisk aktivitet og øvrige risikofaktorer håndteres nu.
Kontinuitet
Brystsmerter, åndenød, hjertebanken, svimmelhed og lavere kapacitet skal spørges frem.
Spørg, hvad patienten nu kan ved gang, trapper og arbejde, og om brystsmerter eller åndenød er nye. Notér anfald, belastningsgrænse og eventuel ortopnø. Et nyt symptom er ikke en rutinemæssig årskontrolopgave, men en separat vurdering med passende hastegrad.
Tjek indikation, varighed, faktisk indtag, bivirkninger og interaktioner for hvert middel.
Sammenlign medicinlisten med det, patienten tager. Spørg til blødning, svimmelhed, muskelgener og praktiske barrierer. Især antitrombotisk behandling kan kræve en planlagt ændring; statin og anden sekundær forebyggelse må ikke seponeres blot fordi patienten er symptomfri.
BT, lipidprofil, nyrefunktion, elektrolytter og glukosestatus vurderes efter behandling og risiko.
Hjemme- eller døgnblodtryk kan vise reel kontrol. Lipider viser, om LDL-målet nås; kreatinin og kalium er vigtige ved RAAS-blokade og diuretika. HbA1c kan afsløre diabetes. EKG og øvrige undersøgelser vælges efter klinik og plan, ikke som en automatisk uændret pakke.
Angst, depression, arbejde, søvn og relationer påvirker rehabilitering og behandling.
Depressive symptomer og bekymring er relevante efter AMI. Spørg til lyst, energi, søvn, aktivitet og bekymring for nye hændelser; vurdér derefter behov for videre samtale eller behandling. Psykiske gener kan forklare noget af funktionsfaldet, men må ikke aflede fra somatisk udredning ved nye symptomer.
Vægt, symptomer, medicin og patientens mål skal føre til en konkret plan.
Opsummér symptom- og vægtudvikling, blodtryk, medicinindtag, relevante prøver og livsstil. Aftal hvem der justerer behandling, hvornår der følges op, og hvilke tegn der skal udløse tidligere kontakt. Rutinerøntgen eller rutineekko erstatter ikke denne vurdering.
Nyt symptom
Åndenød i hvile, hypoksi, brystsmerter eller påvirket almentilstand kræver akut vurdering.
Vurder respirationsarbejde, saturation, kredsløb og tempo i symptomudviklingen. Markant dyspnø i hvile, cyanose, synkope, vedvarende brystsmerter eller hæmodynamisk påvirkning bør ikke vente på planlagte ambulante undersøgelser.
Debut, progression, anstrengelse, ortopnø, vægt og ledsagesymptomer former hypotesen.
Kan patienten ligge fladt? Er der natlige opvågninger, hævede ben, brysttryk, hjertebanken, hoste eller feber? Er vægten steget hurtigt, eller er aktivitetsniveauet gradvist faldet? Disse svar skiller mulig væskeretention fra iskæmi, rytme- og lungesygdom.
Vitalparametre, lunger, hjerte, ødemer og vægt giver den første objektive retning.
Notér bevidsthed, taledyspnø, frekvens, saturation, puls, blodtryk og temperatur. Lyt efter krepitationer og mislyde, se efter perifere ødemer, og sammenhold vægten med tidligere. Normale enkelte fund udelukker ikke hjertesvigt.
Hjertesvigt, iskæmi, arytmi, lungesygdom, anæmi og infektion er forskellige spor.
Kendt AMI gør hjertesvigt sandsynligt, men ny åndenød kan også være tilbagevendende iskæmi, atrieflimren, KOL, anæmi, infektion eller lægemiddelbivirkning. Brystsmerter, takykardi, feber, hoste og vægttab hjælper med at prioritere undersøgelser og hastegrad.
Begrundet mistanke
EKG, blodtal, nyre- og elektrolyttal samt relevante øvrige prøver afklarer sporene.
EKG kan afsløre arytmi eller tegn på tidligere/aktuel iskæmi. Hæmoglobin, kreatinin/eGFR, natrium, kalium, TSH og glukosestatus hjælper med differentialdiagnoser og behandlingssikkerhed. Røntgen af thorax eller lungefunktion kan være relevant efter klinikken.
Brug NT-proBNP ved relevant symptomatisk tvivl, ikke som screening af raske.
NT-proBNP kan hjælpe, når åndenød kan være hjertesvigt eller en konkurrerende lidelse. Atrieflimren og nedsat nyrefunktion kan øge værdien, mens overvægt kan give lavere niveauer. Ved stærk klinisk mistanke eller højrisikofund bør en normal eller let ændret prøve ikke automatisk standse ekkovurdering.
Ved begrundet mistanke om hjertesvigt henvises til ekko; gammel LVEF er ikke nok.
Ekkokardiografi vurderer ventrikelfunktion, klapper og andre strukturelle forhold. LVEF alene stiller ikke diagnosen: symptomer, objektive tegn og ekkofund skal ses sammen. Ny uforklaret åndenød efter AMI kan begrunde fornyet vurdering, selv om der findes et tidligere ekko.
Fælles plan
Ved bekræftet HFrEF skal prognoseforbedrende behandling optimeres, også når diuretika har hjulpet.
Diuretika lindrer stase, men erstatter ikke sygdomsmodificerende behandling ved HFrEF. De fire hovedgrupper er RAAS-hæmning/ARNI, evidensbaseret betablokker, MRA og SGLT2-hæmmer, tilpasset nyrefunktion, kalium, blodtryk og tolerabilitet. Opstart og optitrering planlægges med hjertesvigtklinikken.
Afklar hvem der optitrerer, tager blodprøver og reagerer på ændrede symptomer.
Hjertesvigtsdiagnose og indledende behandling kræver ofte kardiologisk vurdering; senere kontrol kan foregå i almen praksis. Epikrise og behandlingsplan bør angive mål, kontrolintervaller, ansvar og hvornår der skal genhenvises. Manglende ansvarsoverdragelse er en klinisk risiko.
Tiltagende åndenød, hurtig vægtstigning, ødemer eller nye brystsmerter kræver kontakt før næste årsstatus.
Aftal hvilke symptomer og vægtændringer der skal udløse kontakt, hvem patienten ringer til, og hvad der kræver akut hjælp. Tilpas planen til funktion, ressourcer og medicinforståelse. Den patient, der forstår planen, kan handle, før en gradvis forværring bliver akut.
MCQouture
3 opgaver i én session. Resultatet justerer kun de emner, som opgaverne dækker.
Kilde-ID: K1-E23-03
Afventer faglig gennemgang.