Hjerte, luftveje og ØNH · K1 · Udgave 1
Vælg undersøgelse efter spørgsmålet, og læs PET-fund som metabolisme i en anatomisk kontekst.
Test førstKort fortalt
Ultralyd undersøger tilgængelige halsforandringer og kan styre vævsprøve. CT kortlægger knogle, bihuler og dybe infektioner; MR supplerer ved bløddele, kranienerver og udvalgte øresygdomme. FDG-PET/CT kombinerer glukosemetabolisme med anatomi og kan bidrage til stadieinddeling af hoved-hals-cancer. FDG-optag er ikke synonymt med malignitet, og et negativt scan udelukker ikke mikroskopisk sygdom.
Før scanningen
En halsknude, en mulig absces og kendt cancer er tre forskellige billeddiagnostiske spørgsmål.
Angiv lokalisation, tidsforløb og det konkrete spørgsmål: væske eller solid proces, udbredelse i dybe rum, knogledestruktion, nervepåvirkning eller stadieinddeling. Det styrer valg af undersøgelse og protokol.
Ultralyd viser overfladiske knuder, spytkirtler og thyroidea og kan styre punktur.
UL kan skelne cystisk fra solidt og vise relation til kar og nabostrukturer. Ved en suspekt proces kan UL-vejledt finnålsaspiration eller biopsi give væv til diagnostik.
CT er nyttig ved bihuler, temporalben, dyb infektion og anatomisk tumorudbredelse.
Højopløselig CT uden kontrast fremhæver fine knoglestrukturer; kontrastforstærket CT kan kortlægge en dyb halsinfektion eller tumor i bløddele. En CT er derfor ikke én standardundersøgelse.
MR supplerer især ved bløddelsudbredelse, kranienerver og basis cranii.
MR kan skelne bløddelsplaner og vise relation til nerver og intrakranielle strukturer bedre end CT i udvalgte problemstillinger. Modaliteten vælges målrettet, ikke som automatisk erstatning for CT.
Anatomi
Ved mistanke om dyb absces kan kontrastforstærket CT vise rum og komplikationer.
Synke- eller vejrtrækningsbesvær, påvirket almentilstand og hurtigt progredierende hævelse kræver akut klinisk og ØNH-vurdering. CT med IV-kontrast kan derefter vise absces, fascieplaner og relation til kar.
Ved mellemøre og mastoid er højopløselig CT stærk til knogledetaljer.
CT kan kortlægge ossikler, mastoid, knogleerosion og medfødte anomalier. Ved mistanke om cholesteatom bidrager den til vurdering af komplikationer og operationsplan, men kan ikke alene bestemme vævstypen.
Ved cholesteatom viser CT knoglen; diffusionsvægtet MR kan påvise keratinholdigt væv.
CT beskriver erosiv anatomi. Non-echo-planar DWI-MR er særligt nyttig ved mistanke om residualt eller recidiverende cholesteatom, hvor almindelig CT ikke sikkert skelner det fra postoperative bløddelsforandringer.
Høretab med mistanke om retrocochleær årsag eller anden nervepåvirkning kalder på målrettet MR.
MR af cerebellopontine vinkel og indre øregang kan vurdere n. vestibulocochlearis; andre kranienerveudfald kræver protokol efter nervens forløb. CT supplerer, når knogleanatomien også er vigtig.
Funktion
Tracerens biologiske vej bestemmer, hvad den nuklearmedicinske undersøgelse viser.
Bærermolekylet følger en fysiologisk eller patologisk proces; den radioaktive isotop gør fordelingen målbar. FDG er en glukoseanalog mærket med fluor-18 og er ikke jodholdigt CT-kontraststof.
Radioaktivt henfald giver signalet, som rekonstrueres til et billede af tracerfordeling.
En ustabil atomkerne udsender stråling. Gammakameraet registrerer fotoner ved konventionel nuklearmedicin, mens en positronemitter bruges ved PET. Aktiviteten aftager over tid efter den fysiske halveringstid.
PET bygger på positronemission; SPECT registrerer gammafotoner fra andre tracere.
Ved PET mødes en udsendt positron med en elektron, og to modsat rettede fotoner registreres. SPECT-kameraet rekonstruerer gammastråling fra flere vinkler. Begge er funktionel billeddannelse, men tracere og anvendelser er forskellige.
PET viser hvor FDG optages; CT viser hvor fundet ligger.
Et fokalt FDG-optag vurderes i forhold til CT-fundets størrelse, anatomi og eventuelle strukturforandringer. CT-delen kan være lavdosis til lokalisation eller en særskilt diagnostisk kontrast-CT efter protokol.
PET i praksis
18F-FDG er en radioaktiv glukoseanalog, som optages i metabolisk aktive væv.
Mange tumorer har forhøjet glukoseomsætning og bliver FDG-aktive. Det samme kan ses ved inflammation, infektion og normal høj aktivitet. PET-signalet skal derfor altid læses med klinik og CT-anatomi.
Før FDG-PET/CT fastes typisk mindst seks timer; vand er tilladt efter lokal instruks.
Måltider og sukkerholdige drikke øger glukose- og insulinpåvirkning og kan ændre FDG-optaget i især muskel og fedtvæv. Blodsukker vurderes før injektion; diabetesbehandling kræver individuel plan.
Hjerne, spytkirtler, lymfevæv og aktive muskler kan give fysiologisk FDG-optag.
Symmetrisk eller anatomisk forventeligt optag er ikke i sig selv cancer. Hjerne, Waldeyers ring, spytkirtler, muskler og brunt fedt er typiske faldgruber; også urinveje viser aktivitet ved udskillelse.
FDG-positive fund efter infektion, operation eller strålebehandling er ikke automatisk recidiv.
Inflammatoriske celler bruger også glukose. Nylig biopsi, kirurgi, stråling eller infektion kan skabe optag, som kræver forsigtig tolkning. Henvisningen bør oplyse både tidligere behandling og aktuelle symptomer.
Stadieinddeling
CT eller MR beskriver anatomisk udbredelse; PET kan pege på et metabolisk aktivt fokus.
Tumorstørrelse, invasion og relation til nabostrukturer kræver anatomisk billeddannelse og klinisk undersøgelse. PET/CT kan hjælpe med at lokalisere primærtumor, blandt andet ved ukendt udgangspunkt, men supplerer de lokale fund.
PET kan vise suspekt aktivitet i lymfeknuder, der ikke er forstørrede på CT.
CT vurderer størrelse, form og struktur, mens PET tilføjer metabolisk aktivitet. Et suspekt fund kan ændre N-stadie og behandlingsfelt, men inflammatoriske knuder kan også være FDG-aktive.
FDG-PET/CT kan bidrage til M-stadie ved at vise mulige læsioner uden for hoved-hals-området.
Ved relevant hoved-hals-cancer kan FDG-PET/CT påvise mulige fjernmetastaser, især i thorax, som ikke fremgår af lokalt halsbillede. En sådan mistanke skal vurderes, før behandlingsplanen ændres.
PET/CT kan opdage mulig synkron cancer, som kræver særskilt udredning.
Et FDG-aktivt fokus i fx lunge eller spiserør er ikke automatisk spredning fra den kendte tumor. Anatomisk placering, morfologi og vævsprøve kan afgøre, om fundet er metastase, en anden primær tumor eller benign aktivitet.
Beslutning
Rumlig opløsning og tumorbiologi kan skjule sygdom trods et normalt PET-svar.
Mikroskopiske metastaser og meget små eller lavmetaboliske forandringer kan overses. En vedvarende suspekt knude eller et slimhindefund skal følges op klinisk og eventuelt biopteres, selv hvis PET er negativ.
Et suspekt billedfund er ikke en histologisk diagnose.
Cytologi eller biopsi kan dokumentere malignitet og subtype. Ved en tilgængelig halsknude kan UL styre prøvetagning; ved primærtumor er endoskopi og målrettet biopsi ofte det relevante næste skridt.
Det radioaktive FDG-sporstof er ikke det samme som kontrast til CT-delen.
PET/CT kan bruge lavdosis-CT til lokalisation eller en diagnostisk CT, som eventuelt gives med jodholdig IV-kontrast. Nyrefunktion og tidligere kontrastreaktion er relevante for den sidste del, ikke fordi FDG er jodkontrast.
Angiv klinisk mistanke, tidligere behandling og det spørgsmål, scanningen skal besvare.
Beskriv symptomer, objektive fund, endoskopi, patologisvar og tidligere billeder. Dato for operation, biopsi, strålebehandling eller infektion er vigtig, fordi inflammation kan ændre FDG-optaget.
MCQouture
3 opgaver i én session. Resultatet justerer kun de emner, som opgaverne dækker.
Kilde-ID: 220
Afventer faglig gennemgang.