Hjerte, luftveje og ØNH · K1 · Udgave 1
Fra klinisk mistanke til måling af luftflow, lungevolumen og gasoverførsel.
Test førstKort fortalt
Spirometri beskriver flow og volumen under forceret eksspiration. TLC afklarer restriktion, og DLCO undersøger gasoverførsel. Billeddiagnostik og prøvetagning vælges efter det spørgsmål, der stadig er ubesvaret.
Klinisk vurdering
Forløb og ledsagefund styrer udredningen. Dyspnø er ikke ensbetydende med lungesygdom.
Akut dyspnø kræver blandt andet overvejelse af infektion, astma-/KOL-eksacerbation, hjertesvigt og lungeemboli. Ved længerevarende symptomer indgår også interstitiel lungesygdom, malignitet og bronkiektasier.
Vurder respirationsarbejde, kredsløb og bevidsthed sammen med lungefund og SpO₂.
Inspektion, palpation, perkussion og auskultation kan pege mod obstruktion, konsolidering eller pleuravæske. Saturation beskriver iltmætning, ikke årsagen til dyspnø eller graden af CO₂-retention.
PaO₂ belyser oxygenering, PaCO₂ ventilation og pH den aktuelle syre-base-status. Normal SpO₂ udelukker ikke hyperkapni.
Blodgas er relevant ved mistanke om respirationssvigt eller ventilationspåvirkning. Fortolk PaO₂ i forhold til ilttilførsel, og læs PaCO₂ sammen med pH og bikarbonat frem for som et isoleret tal.
Spirometri
FEV₁ er volumen udåndet i første sekund; FVC er samlet forceret eksspireret volumen. Spirometri kan ikke diagnosticere alle lungesygdomme.
FEV₁/FVC beskriver, hvor stor en del af den forcerede vitalkapacitet der udåndes på ét sekund. Resultatet bidrager til at identificere et ventilatorisk mønster, men bestemmer ikke alene sygdommens navn.
Kontrollér teknik, kurver og reproducerbarhed, før tallet fortolkes.
Utilstrækkelig inspiration, langsom start, hoste, lækage eller tidlig afslutning kan forvrænge resultatet. Flere teknisk acceptable forsøg skal være reproducerbare; højeste tal er ikke nødvendigvis et godt forsøg.
Lav FEV₁/FVC peger mod obstruktion. Lav FEV₁ i procent af forventet beviser ikke i sig selv obstruktion.
Generel fysiologisk fortolkning anvender ratioens nedre normalgrænse, LLN, ud fra passende referenceværdier. FEV₁ beskriver derefter graden af funktionsnedsættelse; astma og KOL kræver desuden klinisk og sygdomsspecifik vurdering.
Lav FVC beviser ikke restriktion. Restriktion bekræftes ved TLC under nedre normalgrænse.
Lav FVC med bevaret eller høj FEV₁/FVC giver mistanke om restriktion. Lav FVC kan dog også skyldes dårlig teknik eller luftfangst. Udvidet lungefunktionsundersøgelse med statiske volumina afklarer forskellen.
Konkav eksspiratorisk kurve støtter obstruktion; affladning kan give mistanke om central eller øvre luftvejsobstruktion.
Kurven viser flow ved forskellige lungevolumina. En lille kurve med relativt bevaret form kan ses ved restriktion, men TLC er stadig nødvendig. Kontrollér, om en usædvanlig form gentages i teknisk gode forsøg.
Variabel funktion
Respons betyder målbar ændring efter bronkodilatation, ikke i sig selv astma. En negativ test udelukker ikke astma.
ERS/ATS anvender en stigning i FEV₁ og/eller FVC på mere end 10 % af den forventede værdi. Beregningen er 100 × (efter − før) / forventet. Det er ikke procentændringen i forhold til patientens udgangsværdi.
PEF-monitorering kan dokumentere variabel luftvejsfunktion, når en enkelt spirometri ikke gør det.
Gentagne morgen- og aftenmålinger over eksempelvis to uger sammenholdes med symptomer og medicin. Brug samme apparat og teknik; registrér den bedste af tre manøvrer ved hver måling.
Provokation kan afdække hyperreaktivitet ved astmamistanke trods normal spirometri. Resultatet fortolkes sammen med symptomer og behandling.
Metakolin virker direkte på luftvejenes glatte muskulatur. Mannitol og anstrengelse er indirekte stimuli. Ved metakolintest beskriver PD₂₀ den dosis, der fremkalder et fald i FEV₁ på 20 %.
IOS måler respirationssystemets mekaniske egenskaber under almindelig vejrtrækning.
Små tryksvingninger ved forskellige frekvenser anvendes til at undersøge modstand og reaktans. Metoden kan være nyttig, når en patient har svært ved at udføre reproducerbar forceret spirometri, blandt andet hos børn.
EILO er laryngeal, ikke bronkial obstruktion. Undersøgelse under belastning er central.
Inspiratorisk støj og dyspnø under hård belastning kan skyldes EILO. Kontinuerlig laryngoskopi under anstrengelse, CLE, kan vise den dynamiske forsnævring, mens symptomerne er til stede.
Udvidet lungefunktion
TLC er samlet lungevolumen efter maksimal inspiration; RV er volumen tilbage efter maksimal eksspiration. TLC = VC + RV.
Statiske lungevolumina kan måles i en bodybox. Øget RV peger mod luftfangst; øget TLC mod hyperinflation. Obstruktion kan forekomme uden øget TLC, og spirometri alene kan ikke måle RV.
DLCO undersøger overførsel af kulmonoxid fra alveoleluft til blod. En lav værdi har flere mulige årsager.
Resultatet afhænger blandt andet af alveolær-kapillær funktion, perfunderet kapillærvolumen og hæmoglobin. Emfysem, interstitiel sygdom, pulmonal vaskulær sygdom og anæmi kan reducere DLCO.
Lungefibrose giver typisk lav TLC og FVC samt nedsat DLCO. Restriktion med bevaret DLCO peger snarere mod en ekstraparenkymal årsag.
Fibrotisk parenkym bliver stivere og kan have nedsat gasoverførsel. Thoraxdeformitet, pleurale forhold eller neuromuskulær svaghed kan begrænse lungevolumen uden samme primære skade på gasudvekslingsfladen.
Isoleret lav DLCO kræver forklaring. Pulmonal vaskulær sygdom, tidlig parenkymal sygdom og anæmi er blandt mulighederne.
Dyspnø med bevaret spirometri, men lav DLCO, kan kræve vurdering af lungekredsløb og parenkym samt hæmoglobin og målekvalitet. Normal røntgen af thorax udelukker ikke alle disse årsager.
Gangdistance, SpO₂ og Borg-score beskriver forskellige sider af belastningsresponsen.
En seks minutters gangtest registrerer gangdistance og kan samtidig følge saturation, puls og oplevet dyspnø. Borg-skalaen beskriver symptomintensitet; den er ikke det samme som MRC/mMRC, der graderer aktivitetsbegrænsning i dagligdagen.
Laboratorium
FeNO belyser især type 2/eosinofil luftvejsinflammation. Positiv priktest eller specifikt IgE viser sensibilisering, ikke nødvendigvis klinisk allergi.
FeNO og blodeosinofile kan støtte vurderingen af en inflammatorisk fænotype. Allergianamnese sammenholdes med priktest eller specifikt IgE. Ingen af delene erstatter dokumentation af variabel luftvejsfunktion ved astmamistanke.
Vælg blodprøver efter mistanke; en markør er sjældent en selvstændig lungediagnose.
Hæmoglobin, leukocytter og CRP kan belyse anæmi og infektion/inflammation. Eosinofile, immunglobuliner, alfa-1-antitrypsin, autoantistoffer og andre specialprøver vælges ved relevante kliniske problemstillinger.
PCR, dyrkning og mikroskopi besvarer forskellige spørgsmål. Prøvested og kvalitet er en del af svaret.
Ekspektorat, trakealsekret, podning, bronchial skylning og BAL er ikke udskiftelige prøver. Analysen vælges efter mistanke om eksempelvis bakterier, virus eller mykobakterier. Fund kan repræsentere kontamination eller kolonisation frem for sygdom.
Billeddiagnostik
Røntgen giver et strukturelt overblik, men normal røntgen udelukker ikke lungesygdom.
Røntgen kan vise blandt andet infiltrater, større pleuraansamlinger, pneumothorax og visse tumorforandringer. Resultatet sammenholdes med klinik og tidligere billeder; et fund har ofte flere mulige forklaringer.
HRCT beskriver lungeparenkymets detaljer og er central ved mistanke om interstitiel sygdom.
Restriktion, nedsat DLCO, krepitation eller relevante røntgenforandringer kan give mistanke om interstitiel sygdom. HRCT kan karakterisere fordelingen og mønstret af parenkymforandringer; lungefunktion beskriver deres fysiologiske konsekvenser.
Ultralyd er nyttig ved pleura og perifere fund. FDG-PET viser metabolisk aktivitet, ikke en entydig kræftdiagnose.
Lungeultralyd kan anvendes akut og til at lokalisere pleuravæske før punktur. PET kan bidrage i udredning og stadievurdering ved malignitetsmistanke, men erstatter ikke relevant vævsdiagnostik.
V/Q-skintigrafi sammenholder ventilation og perfusion. Perfusionsfordeling er ikke det samme som DLCO.
Et område med bevaret ventilation og reduceret perfusion kan give mistanke om emboli, afhængigt af fundets mønster og klinikken. Undersøgelsen belyser regional lufttilførsel og blodforsyning, ikke direkte gasoverførsel over alveole-kapillærmembranen.
Prøvetagning
Bronkoskopi giver adgang til luftveje og prøvetagning. Den bruges ikke rutinemæssigt til at diagnosticere astma.
Bronkoskopi kan undersøge synlige luftvejsforandringer og muliggøre skylning, cytologi og biopsi. BAL anvender en mere perifer skylleprøve, som kan analyseres mikrobiologisk og for inflammatoriske celler.
Vælg adgang efter læsionens placering og den nødvendige prøvetype.
EBUS og EUS kan vejlede nåleprøvetagning fra relevante strukturer og lymfeknuder. CT- eller ultralydsvejledt biopsi kan anvendes ved tilgængelige perifere eller pleurale forandringer. Kirurgisk prøvetagning, herunder VATS, er en anden mulighed i udvalgte tilfælde.
Protein og LDH bidrager til klassifikation; cytologi og mikrobiologi undersøger andre aspekter. Klassifikation er ikke det samme som ætiologi.
Ultralyd bruges til at lokalisere væsken og vejlede sikker prøvetagning hos trænet personale. Væsken undersøges efter mistanken, blandt andet med celletælling, protein, LDH, mikrobiologi og cytologi. Samtidige serumværdier er nødvendige til Lights ratioer.
MCQouture
6 opgaver i én session. Resultatet justerer kun de emner, som opgaverne dækker.
Kilde-ID: K1-S23-38
Afventer faglig gennemgang.