Hjerte, luftveje og ØNH · K1 · Udgave 1
Tandsygdomme, odontogen infektion og ansigtstraume.
Test førstKort fortalt
Tandens struktur og kæbernes relation forklarer sygdom og skade. Ved infektion og traume kommer luftvej, syn og aspiration før den præcise tand- eller frakturdiagnose. Derefter styrer kliniske fund den tandlæge- eller kæbekirurgiske vurdering.
Tænder og kæber
Det primære tandsæt har 20 tænder. Det permanente har op til 32, når visdomstænderne tælles med.
Incisiver og hjørnetænder ligger fortil; præmolarer og molarer ligger bagtil. Hos børn er en fortand ikke nødvendigvis en blivende tand. Spørg om alder og frembrud før beslutning om en skadet tand.
Emaljen dækker kronen. Dentin omgiver pulpa med kar og nerver; roden fæstnes i alveolen via parodontalligamentet.
Et overfladisk mineralstab er noget andet end caries med pulpainddragelse. Infektion fra pulpa kan sprede sig gennem rodspidsen til vævet omkring tanden.
Spørg om tænderne mødes som før. Ny malokklusion efter traume kan pege mod kæbe- eller alveolefraktur.
Se efter tandstillingsændring, åbent bid, ny kontakt på én side og bevægeligt tandsegment. Proteser og tidligere kæbeanomali kan gøre normalstatus svær at vurdere.
Mundhulen
Caries starter med demineralisering af tandvæv. Når læsionen når pulpa, kan den føre til apikal infektion og absces.
Biofilm og syrepåvirkning nedbryder først emalje og dentin. Pulpa kan inflammeres eller nekrotisere; infektionen kan derefter nå vævet ved rodspidsen. Det er ikke samme proces som parodontitis.
Parodontitis er inflammation i vævene omkring tanden med fæstetab og pocher. Det er ikke en direkte følge af caries.
Biofilm i tandkødslommen driver en inflammatorisk proces, som kan skade ligament og alveoleknogle. Blødning, dybe pocher og løshed kan være tegn; klinisk måling og røntgen supplerer hinanden.
Inflammation omkring rodspidsen skyldes ofte infektion fra en syg eller nekrotisk pulpa.
Tanden kan være øm ved tygning eller perkussion, men en kronisk apikal læsion kan give få symptomer. Radiologisk opklaring støtter mistanken; tidligt i forløbet kan et almindeligt røntgenbillede være normalt.
En delvist frembrudt visdomstand kan give lokal inflammation og infektion under slimhindeflappen.
Smerter, hævelse, dårlig smag og nedsat gabeevne kan forekomme. Lejring og pladsforhold kan samtidig skade nabotanden. Tilbagevendende eller komplicerede forløb kræver tandfaglig plan.
Infektion
Odontogen infektion kan bryde gennem knogle og følge bløddelsrum. Mundbund og hals er særligt vigtige ved spredning.
Når infektionen bryder gennem kortikal knogle, bestemmer relationen til muskeltilhæftninger, om hævelsen kommer vestibulært, sublingualt eller submandibulært. Følg klinikken, ikke kun tandnummeret.
En absces er en afgrænset pusansamling. Flegmone er mere diffus bløddelsinfektion; begge kan sprede sig.
Fluktuation kan tyde på en drænérbar absces, mens fast diffus hævelse kan være cellulitis eller flegmone. Trismus, feber, synkebesvær og hastig progression vægtes højere end etiketten.
Ved hævelse fra tænder eller mundbund: spørg straks om synkning, vejrtrækning, feber og tiltagende trismus.
Vurdér almentilstand, temperatur, gabeevne, mundbund, tungemobilitet og hævelsens udbredelse. Se på tænder og slimhinder. Tidligere antibiotika uden bedring kan pege på ubehandlet fokus eller manglende drænage.
Ludwigs angina er en alvorlig bilateral infektion i mundbundens dybe rum. Synke- eller vejrtrækningsbesvær kræver akut hospitalsvurdering og luftvejsberedskab.
Submandibulær, sublingual og submental infektion kan hæve mundbunden og skubbe tungen bagud. Trismus og hævelse kan gøre luftvejshåndtering vanskelig. Tidlig anæstesi- og kæbekirurgisk inddragelse er afgørende.
Lokaliser tanden og dræn pus, når det er muligt. Antibiotika bruges ved spredning, systemisk sygdom eller særlig risiko, ikke rutinemæssigt ved ethvert tandproblem.
Rodbehandling, ekstraktion eller kirurgisk drænage vælges efter fokus og udbredelse. Ved alvorlig infektion sker dette sammen med akut hospitalsbehandling. Ved lokal absces uden systemisk påvirkning er lokal behandling hovedsporet.
Tandskader
Ved ansigtstraume: ABCDE, blødning og luftvej først. Løse tænder kan aspireres; syn og øjenbevægelser skal undersøges tidligt.
Spørg til vanlige sammenbid, dobbeltsyn og føleforstyrrelser. Undersøg tand- og proteseskader, gabeevne, pupil og synsstyrke samt bevægelse af øjnene. Stabilisering og specialistkontakt afhænger af fundene.
Replantér aldrig en avulseret mælketand. Undersøg barnet, blødning og eventuel aspirationsrisiko; arranger tandfaglig vurdering.
En mælketand ligger tæt på anlægget til den permanente tand. Derfor er håndteringen forskellig fra en udslået permanent tand. Frakturer og fejlstillede mælketænder kan stadig kræve aktiv behandling og opfølgning.
Grib tanden om kronen, ikke roden. Replantér straks, hvis det kan gøres sikkert; ellers opbevar den fugtigt, helst i mælk, og få akut tandfaglig hjælp.
Kort tid uden for alveolen gavner parodontalligamentets overlevelse. Hvis replantation ikke er mulig, er mælk, egnet tandmedium, spyt i beholder eller saltvand relevante alternativer. Brug ikke en anden persons mund som opbevaring.
Ekstrusion, lateral luksation og intrusion er forskellige skader. Behandling afhænger af tandtype, rodudvikling og ledsagende knoglebrud.
En ekstruderet tand er delvist trukket ud; lateral luksation flytter den sidelæns, mens intrusion presser den ind i alveolen. Permanente tænder kan kræve reposition og fleksibel fiksering efter tandtraumeguide.
Når flere tænder og deres knoglesegment bevæger sig samlet efter traume, mistænkes fraktur af processus alveolaris.
Se efter sår i gingiva, malokklusion og bevægelige tænder som én enhed. Kæbekirurg eller tandtraumekyndig specialist vurderer reposition og fiksering; større eller ustabile frakturer kan kræve osteosyntese.
Ansigtstraumer
Ny malokklusion, gabesmerter, intraoralt hæmatom eller føleforstyrrelse i underlæben peger mod mandibelfraktur.
Palpér underkæben og vurder konturspring, tandbue, mundbund og n. alveolaris inferiors sensoriske område. Flere frakturer eller bilateral skade kan gøre tunge- og luftvejsforhold mere usikre.
Affladet kind, infraorbital føleforstyrrelse og smerte eller mekanisk stop ved gabning taler for zygomafraktur. Undersøg altid øjet.
Hævelse ved kind og orbitakant, subkonjunktival blødning og trismus kan følge zygomafraktur. Arcus zygomaticus kan påvirke processus coronoideus og dermed mundåbningen.
Vurder synsstyrke, pupil, øjenbevægelser og dobbeltsyn. Synstab eller mistanke om indeklemt øjenmuskel, især hos børn, kræver akut specialistvurdering.
Orbitabundsskade kan give opadbliksbegrænsning, diplopi og føleforstyrrelse på kinden. Hos børn kan muskelindeklemning være alvorlig selv ved beskeden hævelse; kvalme eller langsom puls kan være ledsagetegn.
Le Fort I–III er klassiske mønstre for maksil- og midtansigtsfraktur. Luftvej og blødning prioriteres før klassifikation.
Malokklusion, blødning fra næse eller mund og bevægelig overkæbe kan pege mod maksilfraktur. Højere midtansigtsskade giver ofte mere udtalt hævelse og orbital involvering.
Ved overansigtsfraktur skal man se efter øjen-, næse- og mulig intrakraniel skade. Klar væske fra næsen efter traume kan være likvoré.
Fraktur i os frontale eller sinus frontalis kan ledsages af større bløddelsskade. Mistanke om bagvægsskade, duralæsion eller likvoré kræver relevant akut specialistvurdering.
CT ansigtsskelet afklarer komplekse frakturer og orbitaskade. Panoramarøntgen eller dental billeddiagnostik kan være relevant ved tand- og mandibelskade.
Vurder først luftvej, syn og neurologi. CT viser knoglefragmenter og relation til orbita; tandnære billeder kan give detaljer om rod eller alveole. CBCT kan bruges selektivt efter specialistvurdering.
Kæberelationer
Afvigende kæberelation kan give tygge- og sammenbidsproblemer. Planlagt behandling kombinerer ofte ortodonti og kæbekirurgi.
Vurder tandstilling, skeletrelation og patientens funktion. Ortodontisk forberedelse og kirurgi er et længere planlagt forløb, ikke behandling af akut malokklusion efter traume.
Retrognati beskriver en tilbageliggende underkæbe i forhold til resten af ansigtet. Det er ikke i sig selv en akut sygdom.
Se på okklusion, tygning, tale og eventuelle luftvejsgener. En profil alene fortæller ikke, om der er behov for ortodontisk-kirurgisk behandling.
Smerte og funktion
Tandsmerte, kæbeledsdysfunktion og neuropatisk smerte kræver forskellig udredning. En lokalisation ved kæben gør ikke årsagen odontogen.
Tandprovokeret smerte, belastningsudløst kæbesmerte og elektriske, anfaldsvise smerter peger i forskellige retninger. Undersøg tænder og kæbeled og spørg til neurologiske og hovedpinerelaterede tegn.
Temporomandibulær dysfunktion kan give tyggemuskelsmerter, kæbeledssmerter, klik og begrænset mundåbning. Behandlingen er oftest konservativ.
Undersøg gabeevne, ledlyde, muskelsmerte og om kæben låser. Mange klik uden væsentlige gener kræver ingen invasiv behandling. Ved betydende smerte eller låsning bør tandfaglig vurdering planlægges.
Patienten kan ikke lukke munden efter gab eller andet stort gab. Kæbeledsluksation bør vurderes og reponeres hurtigt.
Ved luksation er munden låst åben med fejlstillet underkæbe; ved trismus er åbning begrænset. Smertelindring og eventuel muskelafslapning vælges efter patientens tilstand, før skånsom manuel reponering.
MCQouture
2 opgaver i én session. Resultatet justerer kun de emner, som opgaverne dækker.
Kilde-ID: K1-E24-20
Afventer faglig gennemgang.