Hjerte, luftveje og ØNH · K1 · Udgave 1
Fra cochleaskade og pludseligt høretab til medfødte årsager, støj, meningitis og valg af høreteknisk hjælp.
Test førstKort fortalt
Høretabets debut, sideforskel og eksponering peger mod årsagen. Et audiogram giver mistanke, ikke alene en ætiologisk diagnose. Tidskritiske forløb håndteres først; senere afgør funktion og anatomi, hvilken rehabilitering der passer.
Cochlea
Indre-øre-høretab kan være medfødt, genetisk, aldersrelateret, støj-, lægemiddel- eller infektionsbetinget. Årsag og anatomisk sted er to forskellige inddelinger.
Spørg om debut, progression, ensidighed, familiehistorie, støj, medicin og infektion. Et konduktivt tab opstår før cochlea; et sensorineuralt mønster kan skyldes cochlea eller nerve/hørebane.
Den vandrende bølge aktiverer hårceller forskellige steder i cochlea afhængigt af frekvensen.
Hørelsen kan være svækket ved nogle frekvenser og bevaret ved andre. Derfor siger et samlet decibeltal mindre end kurvens frekvensprofil og patientens talefunktion.
Ydre hårceller skærper og forstærker den mekaniske respons; indre hårceller formidler signalet videre til hørenerven.
Hårcelleskade kan både hæve høretærsklen og gøre lyd mindre tydelig. Derfor kan ordskelneevne og høretærskel ændre sig forskelligt.
Asymmetri
Et tydeligt ensidigt eller asymmetrisk sensorineuralt høretab bør vurderes for mulig retrocochleær årsag. Audiogrammet stiller ikke diagnosen.
Sammenhold valide, ørespecifikke tærskler, ordskelneevne og klinik. Asymmetrien udløser udredning, men beviser ikke i sig selv nervepatologi.
Asymmetrisk lav ordskelneevne eller manglende refleks kan øge mistanken, men er ikke specifikke for retrocochleær sygdom.
Ordskelneevnen kan være dårligere end tonetærsklerne antyder. Refleksmålinger afhænger også af mellemøre og cochlea. Hverken en lav DS eller fraværende refleks alene er en MR-diagnose.
Vestibulært schwannom er den klassiske årsag til ensidig retrocochleær hørenedsættelse; MR kan afklare mistanken.
Ved relevant asymmetri eller lokaliserende tegn vurderes MR af indre øregange og cerebellopontin vinkel. Undersøg også øvrige kranienerver, særligt V og VII, og spørg til tinnitus og balance.
Akut høretab
Pludseligt sensorineuralt høretab opstår typisk inden for 72 timer. Den klassiske audiometriske definition er mindst 30 dB over tre nabofrekvenser.
Et mindre eller endnu ikke målt tab kan stadig kræve hurtig vurdering. Patienter beskriver ofte propfornemmelse, tinnitus eller svimmelhed, selv om trommehinden ser normal ud.
Mistanke om pludseligt sensorineuralt høretab kræver hurtig ØNH-vurdering. Vent ikke på spontan bedring eller en sen høreprøve.
Otoskopi og stemmegaffel kan pege på cerumen eller mellemøreårsag, men afklarer ikke alt. Hurtig audiometri bekræfter typen; nye neurologiske udfald kræver akut neurologisk vurdering.
Efter specialistvurdering kan kortikosteroidbehandling overvejes tidligt ved idiopatisk sensorineuralt tab. Dosis og behandlingsvej vælges individuelt.
Audiometri dokumenterer udgangspunktet og senere effekt. Systemisk eller intratympanisk steroid kan indgå efter gældende praksis og patientforhold. Manglende bedring kan kræve revurdering og hørehjælp.
Gradvis hørenedsættelse
Aldersrelateret høretab udvikles oftest langsomt og rammer især de høje frekvenser på begge ører.
Støj, arvelighed, ototoksicitet og anden sygdom kan bidrage. Pludselig forværring eller tydelig ensidighed passer ikke uden videre i en ukompliceret aldersforklaring.
Mange hører lyd, men mister konsonanter og taleforståelse i baggrundsstøj. Funktionsniveau og ordskelneevne bør med i vurderingen.
Samtale ved bordet, telefon og TV kan være påvirket på forskellige måder. Høreapparatvalg bør tage udgangspunkt i kommunikationsbehov, ikke kun tonetærskel.
Tinnitus, hyperakusis og lydforvrængning kan ledsage cochleært høretab, men bestemmer ikke årsagen alene.
Ensidig eller pulssynkron tinnitus og ledsagende neurologiske eller otologiske fund bør vurderes særskilt. Hyperakusis er lydintolerance; diplakusis er forskellig tonehøjdeoplevelse, ikke to objektive lydkilder.
Medfødt høretab
Genetik, medfødt infektion og perinatale forhold kan give tidligt høretab. Også ét øre og senere progression tæller.
Spørg til familie, infektion i graviditeten, neonatal intensivbehandling og gulsot. Manglende kendt risiko udelukker ikke et medfødt høretab; derfor tilbydes universel screening.
Nyfødte hørescreenes med objektive metoder som OAE eller AABR. Et afvigende resultat skal følges af diagnostisk audiologi.
OAE afspejler især ydre hårcellers respons; AABR måler et automatiseret respons gennem hørebane til hjernestammen. Begge kræver ikke barnets aktive svar.
Medfødt CMV er en vigtig infektiøs årsag til sensorineuralt høretab; barnet kan være uden tydelige symptomer ved fødslen.
Høretabet kan være ensidigt, bilateralt, svingende eller progredierende. Bekræftet congenit CMV kræver planlagt audiologisk opfølgning, også efter en normal tidlig screening.
Påvis CMV i spyt med bekræftelse i urin inden for de første 21 levedøgn, hvis medfødt infektion skal fastslås. IgM alene er ikke nok.
Prøver taget efter tre uger kan ikke sikkert skelne infektion før og efter fødslen. Et positivt spytresultat bør bekræftes i urin, blandt andet fordi nylig amning kan påvirke spytprøven.
Genetisk høretab kan stå alene eller indgå i et syndrom og kan debutere både tidligt og sent.
Autosomal recessiv, dominant, X-bundet og mitokondriel arv forekommer. Familiehistorie, øvrige organfund og audiologisk mønster leder videre genetisk vurdering.
Erhvervet skade
Både langvarig støj og kort impulslyd kan skade cochlea. Forebyggelse kræver mindre eksponering og korrekt høreværn.
En stigning på 3 dB svarer omtrent til en fordobling af lydenergien, så tilladt eller forsvarlig eksponeringstid falder ved højere lydniveau. Arbejde og fritid skal begge med i anamnesen.
Støjskade giver ofte sensorineuralt tab omkring 3–6 kHz, men kurven skal sammenholdes med eksponering og andre årsager.
Varighed, styrke, impulslyde, høreværn og tidligere høreprøver er centrale. Et audiogram alene kan ikke fastslå, om tabet er arbejdsbetinget, fritidsbetinget eller blandet.
Cisplatin og aminoglykosider kan skade hørelsen; medicinhistorie og eventuel høreovervågning er vigtige.
Tidligere hørelse, kumulativ eksponering, nyrefunktion og øvrige risikofaktorer kan indgå i plan for monitorering. Patienten må ikke selv stoppe nødvendig kræft- eller infektionsbehandling på grund af mistanke.
Pludseligt høretab efter dykning, flyvning eller eksplosion kræver vurdering af tryk- og cochleaskade, ikke automatisk etiketten støjskade.
Spørg til trykændring, smerte, vertigo, tinnitus og tidspunkt. Otoskopi og audiometri hjælper med at skelne lednings- og sensorineural komponent; akut indre-øre-mistanke bør vurderes hurtigt af ØNH.
Infektion
Feber, hovedpine, nakkestivhed eller påvirket bevidsthed giver akut meningitisspor. Antibiotika må ikke forsinkes af CT eller lumbalpunktur.
ABCDE, blodprøver og relevant mikrobiologi indgår, mens akut læge- og infektionsmedicinsk behandling iværksættes. Lumbalpunktur udføres, når det er sikkert, men diagnostikken må ikke udsætte første antibiotikadosis.
Bakteriel meningitis kan medføre sensorineuralt høretab. Hørelsen skal vurderes efter den akutte sygdom.
Inflammation kan skade hårceller og senere give ossifikation i cochlea, især efter pneumokoksygdom. Nyopstået høretab kræver audiologisk og ØNH-faglig vurdering.
Efter meningitis bør audiometri og funktionel opfølgning sikre, at høretab ikke overses.
Hos børn kan høretab påvirke sprogudvikling; hos voksne kommunikation og rehabilitering. Tidspunkt for test og hjælp tilrettelægges efter forløbet og lokale specialistplaner.
Hørehjælp
Høreapparat kan hjælpe voksne og børn med dokumenteret, aidbart høretab; målet er bedre funktion, ikke kun lavere tærskel.
Valg og tilpasning afhænger af begge ørers tærskler, ordskelneevne, øregang, håndtering og kommunikationsmål. Bilateral hjælp kan gavne ved aidbart tab på begge sider.
Ved svært til profundt høretab med utilstrækkeligt udbytte af veltilpassede høreapparater kan cochlear implant vurderes.
Et CI omdanner lyd til elektriske signaler i cochlea. Kandidatur afgøres ved specialistvurdering af anatomi, nervefunktion, taleforståelse og nytten af akustisk forstærkning.
Ved medfødt øregangsatresi er en benledningsløsning ofte mere oplagt end en receiver i den manglende øregang.
Benledningsapparat leder vibration til en fungerende cochlea og kan anvendes, når almindelig akustisk kobling er umulig eller upraktisk. Barnet kan starte med en ikke-implanteret løsning efter specialistplan.
Konduktiv lydvejsblokering, cochleær skade og manglende udbytte af forstærkning peger mod forskellige hjælpemidler.
Kan lyden komme gennem øregangen? Virker cochlea og nervebanen tilstrækkeligt? Hjælper veltilpasset akustisk forstærkning i patientens hverdag? Svarene leder mod høreapparat, benledning eller CI-vurdering.
MCQouture
5 opgaver i én session. Resultatet justerer kun de emner, som opgaverne dækker.
Kilde-ID: K1-E23-38
Afventer faglig gennemgang.