Bevægeapparatet og bloddannende organer · K2 · Udgave 1

Behandling af hyppige frakturer

Valget mellem bandage, intern fiksation og ekstern fiksation begynder med patienten, bløddelene, ledfladen og bruddets stabilitet.

GPT-6 Sol · Extra High 18-23 min 6 eksamensopgaver

Test først

Detaljegrad

Kort fortalt

Behandling af hyppige frakturer

Fra humerusskaft og olecranon til femur, tibia og ankel: de fund, som ændrer behandlingsvalg og opfølgning.

Beslutningsgrundlag

Undersøg patienten og definér behandlingsmålet

Første vurdering: hud, perfusion og funktion

Standard

Smertelindr og immobilisér; dokumentér hud, distal kar- og nervefunktion før og efter reposition.

Åbent brud, truet perfusion eller tiltagende smerte/hævelse ændrer hastegrad.

Undersøg mere end brudlinjen

Afklar mekanisme, energi, andre skader, patientens funktionsniveau og komorbiditet. Se efter sår, hudspænding og deformitet. Undersøg puls, sensibilitet og motorik distalt; gentag efter manipulation. Røntgen skal vise bruddet og relevante naboled. En åben fraktur kræver akut lokal behandlingsvej med antibiotika, steril afdækning og ortopædkirurgisk vurdering.

Behandling skal holde den nødvendige stilling

Standard

Et stabilt brud i acceptabel stilling kan ofte behandles uden operation.

Ledflade, længde, rotation og belastningsakse kan gøre præcis reposition nødvendig.

Stabilitet er et middel, ikke et mål alene

Bandage eller gips forudsætter, at stillingen kan bevares til heling; planlæg kontrol for frakturskred og stive led. Intern fiksation kan give anatomisk ledreposition eller relativ stabilitet af skaftbrud. Marvsøm og visse eksterne fiksationer tillader typisk callusdannelse. Beskriv hvilken stilling der skal genoprettes, før du vælger implantat.

Overekstremitet

Bevar funktion i skulder, albue og underarm

Humerusskaft: bevar længde og undersøg n. radialis

Standard

Mange isolerede humerusskaftfrakturer behandles med slynge og funktionel bandage.

Dokumentér n. radialis-funktion; operative valg afhænger af hele skaden.

Overarmen er ikke vægtbærende

Ved lukket, isoleret humerusskaftfraktur kan funktionel bandage ofte bevare tilstrækkelig akse og tillade heling uden operation. Undersøg aktiv håndleds- og fingerstrækning samt sensibilitet dorsalt på hånden. Betydelig fejlstilling, åbent brud, karpåvirkning, associerede skader eller manglende stabilitet kan ændre planen.

Olecranon: ekstensorapparat og albuekongruens

Standard

Undersøg aktiv albuestrækning og om leddet er kongruent.

Dislokation og funktionskrav taler ofte for stabil fiksation, men skrøbelige patienter kan være anderledes.

Et trækbrud ved albuen

Triceps kan trække det proximale fragment væk. Beskriv ledfladen, dislokation og evnen til aktiv ekstension; se også efter frakturluksation. Ved ustabilt, disloceret brud hos en aktiv patient er osteosyntese ofte relevant for at genskabe ekstensorapparat og tillade tidlig bevægelse. Valg af cerclage eller plade afhænger af bruddets mønster.

Underarmsskaft: rotation er funktion

Standard

Radius og ulna arbejder som én rotationsenhed.

Fejlstilling kan begrænse pronation og supination selv når bruddet heler.

Genskab relationen mellem de to knogler

Beskriv begge skaftbrud og undersøg albue, håndled og radioulnare led. Hos voksne dislocerede skaftbrud er anatomisk reposition og stabil osteosyntese ofte nødvendig for at bevare rotationsfunktionen. En isoleret skaftfraktur må ikke få dig til at overse en ledsagende luksation ved naboleddet.

Underekstremitet

Genopret akse, ledflade og mobilitet

Femurskaft og distal femur: akse, bløddel og mobilisering

Standard

Skaftbrud kan være højenergiskader med betydelige ledsagende skader.

Distale lednære brud kræver vurdering af ledinddragelse og mulighed for tidlig mobilisering.

Stabiliser den vægtbærende søjle

Ved femurskaftfraktur vurderes andre skader, bløddele, længde, rotation og akse. Låst marvsøm er en hyppig stabiliseringsmetode til egnede skaftbrud. Ved suprakondylær eller intraartikulær distal femurfraktur skal ledflade og mekanisk akse beskrives særskilt; marvsøm eller plade vælges efter geometri og knoglekvalitet.

Patella: kan patienten strække knæet?

Standard

Patella er del af knæets ekstensorapparat og ledflade.

Udelt brud med intakt ekstension kan ofte behandles konservativt; dislokation ændrer vurderingen.

Undersøg ekstension før du vælger bandage

Direkte traume kan give patellafraktur. Vurdér aktivt strakt benløft, radiologisk dislokation og ledfladens stilling. Ved intakt ekstensorapparat og acceptabel stilling er immobilisering en mulighed. Ved brudt ekstensorfunktion eller væsentligt disloceret ledflade er ortopædkirurgisk vurdering for osteosyntese nødvendig.

Tibiakondyl: ledfladen er behandlingsmålet

Standard

Skel mellem spaltning, impression og kombineret skade af tibias ledflade.

Vurdér stabilitet, akse og bløddelsskade før fiksationsvalg.

Beskriv knæets bærende overflade

Tibiakondylfrakturer kan sænke ledfladen eller sprede kondylen. Røntgen og ved kompleks ledskade ofte CT hjælper med at beskrive depression, spaltning og fragmenter. Et stabilt, udisloceret brud kan følges konservativt efter specialistvurdering; disloceret ledflade eller instabil akse kan kræve reposition, knoglestøtte og osteosyntese.

Crus: skel mellem stabilt skaftbrud og truede bløddele

Standard

Tibia er vægtbærende og har udsatte bløddele; kontrollér hud, kar og smerteudvikling.

Bandage, marvsøm og ekstern fiksation løser forskellige stabilitets- og bløddelsproblemer.

Se efter et åbent brud

Et direkte traume kan give tvær- eller kort skråfraktur; vrid giver ofte spiralforløb. Vurdér sår, hævelse, akse, rotation og eventuel ledudløber, især distalt. Et stabilt brud i acceptabel stilling kan behandles konservativt med kontrol. Marvsøm er en mulighed ved mange diafysære brud; ekstern fiksation kan være midlertidig eller definitiv ved vanskelige bløddele og udvalgte komplekse brud.

Ankel

Skel mellem stabil skade og inkongruent ankelgaffel

Ankelskade: undersøg hele fibula

Standard

Mekanisme, vægtbæring, knogleømhed og neurovaskulære forhold afgør næste skridt.

Ottawa-reglen hjælper med røntgenvalg; proximale fibula må ikke glemmes.

Fra hævelse til relevant billeddiagnostik

Spørg til vridretning, tidspunkt og gangfunktion. Inspicér deformitet og hud; palpér malleoler, mellemfod og fibula helt op mod knæet. Dokumentér sensibilitet og perfusion. Ved mistanke om fraktur bruges Ottawa-ankel/fod-reglerne hos relevante patienter til at vurdere røntgenbehov. Ved ankelrøntgen vurderes både lateral- og mortise-projektion.

Ankelbrud: kongruens er vigtigere end navnet på mekanismen

Standard

En stabil, kongruent ankel kan behandles med støtte og mobilisering efter plan.

Inkongruent eller instabil ankelgaffel kræver hurtig specialistvurdering.

Mortise-billedet viser leddets relation

Se efter talus’ stilling i ankelgaflen, medial ledspalte, bagkantsfragment og tegn på syndesmoseskade. En tilsyneladende isoleret fibulafraktur er ikke nødvendigvis stabil. Ved sikker stabilitet kan ikke-operativ behandling og belastning efter tolerance være relevant; ved usikker stabilitet aftales tidlig kontrol. Ved instabilitet eller inkongruens er målet reponeret og stabil ankelgaffel.

MCQouture

Opgaver fra MCQ

6 opgaver i én session. Resultatet justerer kun de emner, som opgaverne dækker.

Fra MCQK2 E22

Distal crusfraktur

Spørgsmål 1 af 6

Opgave 15 Du har modtaget en 86-årig kvinde med en lukket, komminut distal crusfraktur efter at være snublet over sin hund. Patienten er kendt med type II diabetes. Du reflekterer over, om patienten skal opereres med tibia-marvsøm eller om ringfiksation er mere velegnet. Hvilket af følgende udsagn er forkert?

Temporær ekstern fiksation umuliggør ringfiksation som finalkirurgiBåde osteosyntese med marvsøm og ringfiksation er eksempler på relativ stabilitetVed fraktur i distale tredjedel af crus er en eventuel led-involvering ofte usynlig på konventionel røntgen. Derfor bør man supplere med CTHvis der er involvering af tibias distale ledflade, kan man supplere med skruefiksation over leddet, uanset om man vælger ringfiksation eller marvsømTemporær ekstern fiksation er en god metode til både at opnå stabilitet og kunne holde øje med bløddelene

Kilde-ID: K2-E22-15

Afventer faglig gennemgang.