Bevægeapparatet og bloddannende organer · K2 · Udgave 1
Vælg den komponent, der løser patientens problem. Skeln mellem den stabile patient og den livstruende blødning, og lad kompatibilitet og identitet følge med hele vejen.
Test førstKort fortalt
Blodkomponenter, indikationer ved og uden blødning, akut balanceret transfusion, sikkerhed og specialkomponenter.
Blodets vej
Fra donorudvælgelse til komponentfremstilling, test, udlevering og observation.
Et korrekt laboratorieresultat kan ikke opveje en patientforbytning.
Donorblod typebestemmes og undersøges for transfusionsrelevante infektioner. Hos modtageren vurderes indikation, blodtype, antistoffer og forligelighed. Kontrol ved prøvetagning og ved patientens seng binder de to spor sammen.
Erytrocytter øger iltbærende kapacitet; trombocytter støtter primær hæmostase; plasma tilfører koagulationsfaktorer.
De kan gives hver for sig eller sammen ved større blødning.
Anæmi, trombocytmangel og koagulationsfaktormangel er ikke samme problem. En portion erytrocytter korrigerer ikke en betydende koagulopati. Omvendt er plasma ikke et generelt alternativ til erytrocytter eller et rutinemæssigt volumenmiddel.
Kontrollér identitet, komponent og ordination ved patienten.
Brug korrekt transfusionssæt og følg lokal procedure for opsætning og observation.
Blodtype og forligelighedsprøve bygger normalt på uafhængige patientkontroller. Før opsætning kontrolleres patient, mærkning, produkt og gyldighed igen. Medicin gives som hovedregel ikke i samme adgang som en pågående transfusion; isoton NaCl er en undtagelse efter gældende procedure.
Stabil patient
Vurder symptomer, årsag, komorbiditet og aktuel Hb samlet.
Ved stabil anæmi gives erytrocytter typisk én portion ad gangen med revurdering.
En Hb under 4,3 mmol/L vil hos mange ikke-blødende patienter tale for transfusion, men er ikke en automatisk ordre. Kronisk hjertesygdom, pågående iskæmi og udtalte symptomer kan ændre vurderingen. Behandlingsmålet er lindring af relevant anæmi, ikke normalisering af Hb.
Efter kemoterapi er <10 × 10⁹/L hos en ikke-blødende patient ofte en profylaktisk indikation.
Ved 10-50 × 10⁹/L afhænger beslutningen især af klinik og indgreb.
Ved forbigående kemoterapiudløst trombocytopeni øges risikoen for alvorlig spontan blødning ved meget lave tal. Ved permanent nedsat trombocytproduktion kan strategien være anderledes. Aktiv blødning, trombocytfunktionsdefekt og planlagte procedurer kræver særskilt vurdering.
Plasma kan være relevant ved klinisk betydende koagulationsfaktormangel.
Det erstatter hverken erytrocytter eller trombocytter.
Ved blødning med koagulopati kan plasma være del af behandlingen. Hos en stabil ikke-blødende patient er et let afvigende koagulationstal alene ikke nødvendigvis indikation. Vurder årsag, blødningsrisiko, planlagt indgreb og mulighed for mere målrettet behandling.
Pågående blødning
Kontrollabel blødning giver tid til løbende målrettet behandling.
Livstruende blødning med shock kræver øjeblikkelig blødningskontrol og balanceret transfusion.
Ved akut blødning kan en tidlig Hb-værdi være misvisende i forhold til det reelle blodtab. Kredsløb, perfusion, blødningshastighed og kritisk lokalisation vejer tungt. En stabil patient efter blødningskontrol kan igen vurderes efter en mere restriktiv strategi.
Akutpakken kombinerer erytrocytter, plasma og trombocytter.
Vent ikke på en bestemt Hb-grænse, når patienten bløder livstruende.
Store mængder erytrocytter alene genopretter ikke hæmostasen og kan forværre fortynding af trombocytter og koagulationsfaktorer. En akutpakke tilstræber fuldblodsækvivalent støtte, mens blødningen standses og analyserne kommer. 4:4:1 er ét eksempel, ikke et universelt nationalt pakkeformat.
TEG/ROTEM vurderer funktionel koageldannelse og fibrinolyse.
Gentagne kliniske fund og prøver styrer det videre komponentbehov.
Fuldblodets koageldannelse kan pege på mangel på koagulationsfaktorer, fibrinogen eller trombocytfunktion og på hyperfibrinolyse. Det supplerer klinik og almindelige prøver; det er ikke en erstatning for at stoppe blødningen eller følge temperatur, pH og ioniseret calcium.
Sikkerhed
Stop straks ved mistanke om akut transfusionsreaktion.
Sikr klinisk vurdering og kontakt blodbanken efter lokal instruks.
Feber, udslæt, dyspnø, hypotension eller mørk urin kan signalere forskellige reaktioner, herunder hæmolyse, allergi eller lungeskade. Kontrollér identitet og produkt; prøver og pose håndteres efter lokal instruks. En positiv DAT kan støtte en immunologisk hæmolyseudredning, men er ikke facit for alle reaktioner.
Bestrålede cellulære komponenter forebygger transfusionsassocieret graft-versus-host-sygdom.
Nylig allogen stamcelletransplantation er en vigtig indikation.
Hos visse immunsupprimerede patienter kan levende donor-T-celler give transfusionsassocieret graft-versus-host-sygdom. Bestråling inaktiverer donorlymfocytter. Det er ikke samme formål som leukocytreduktion og er ikke automatisk nødvendigt ved enhver cancer eller ved massiv transfusion.
Manglende trombocytstigning efter transfusion har flere mulige årsager.
Påviste HLA-antistoffer kan gøre HLA-udvalgte trombocytter relevante.
Vurder trombocyttal før og efter transfusion, blødning, infektion, feber og forbrug. Ved mistanke om immunologisk refraktæritet inddrages blodbanken til HLA-udredning og eventuelt match. HLA-udvalgte trombocytter er ikke standardproduktet til en førstegangsprofylakse.
MCQouture
3 opgaver i én session. Resultatet justerer kun de emner, som opgaverne dækker.
Kilde-ID: K2-E23-04
Afventer faglig gennemgang.