Noget har ændret sig
Det afgørende er et fald fra personens eget tidligere niveau, ikke om testscoren er lav i forhold til en gennemsnitsbefolkning.
Neurologi · K5 · Version 2
Fra det første funktionstab til en begrundet mistanke om årsagen.
Test førstKort fortalt
Når et menneske ikke længere kan klare det, vedkommende tidligere kunne i hverdagen, er hukommelsestesten kun en del af historien. Demens er et syndrom: en erhvervet kognitiv eller adfærdsmæssig svækkelse med betydning for daglig funktion. Først fastslår man syndromet. Derefter undersøger man, hvilken sygdom der ligger bag.
Det afgørende er et fald fra personens eget tidligere niveau, ikke om testscoren er lav i forhold til en gennemsnitsbefolkning.
Spørg til konkrete aktiviteter: økonomi, medicin, madlavning, aftaler og orientering. Betydeligt funktionstab skiller demens fra mild kognitiv svækkelse.
Forelæsningens kriterier omfatter mindst to kognitive eller adfærdsmæssige domæner. Hukommelse er hyppig, men ikke obligatorisk som første symptom.
Akut fluktuation, påvirket opmærksomhed, depression, medicin og somatisk sygdom kan ændre vurderingen væsentligt.
Udredning
Et meningsfuldt svar kræver tidslinje, hverdagsfunktion og objektive fund. Den ætiologiske udredning begynder, når syndromet er rimeligt afgrænset.
Hvornår begyndte ændringen, og kom den snigende, pludseligt eller i trin? Debut og forløb giver ofte mere retning end et enkelt testresultat.
Patientens oplevelse er vigtig; en informant kan supplere med ændringer i adfærd og funktion over tid. Bed om eksempler fra hverdagen frem for kun at spørge, om hukommelsen er dårlig.
Kognitiv screening, neurologisk undersøgelse og vurdering af ADL/IADL bruges sammen. En normal screeningsscore alene udelukker ikke demens.
Gennemgå lægemidler, depression, søvn, sanser og somatiske årsager. Blodprøver og strukturel hjerneskanning kan både pege på andre forklaringer og hjælpe med undertypen.
Neuropsykologi, MR, FDG-PET, spinalvæskemarkører eller andre undersøgelser vælges, når resultatet kan afklare en usikker diagnose eller ændre håndteringen.
Differentialdiagnoser
Demensformer
De tidlige symptomer fortæller ofte mere om årsagen end det fremskredne sygdomsbillede. Blandede årsager forekommer.
Indlæring og episodisk hukommelse først
Det klassiske forløb begynder snigende. Nye aftaler, samtaler og hændelser hænger ikke ved, og senere rammes orientering, sprog og praktiske færdigheder. Mønstret er en ledetråd, ikke et bevis alene.
Klinik og karskade skal passe sammen
Et strategisk infarkt kan give et tydeligt spring i funktionsniveauet. Småkarsygdom kan udvikle sig langsommere og især præge tempo, gang og eksekutive funktioner. En skanning med karforandringer afgør ikke årsagen alene.
Adfærd eller sprog kan komme før glemsomhed
Tidlig disinhibition, apati, tab af empati eller stereotyp adfærd peger mod adfærdsvarianten. Andre former viser sig først som en progredierende sprogforstyrrelse. Pårørendes beskrivelse er ofte særlig værdifuld.
Hukommelses- og senere sproglige eller visuelt-rumlige problemer passer til det klassiske Alzheimer-mønster.
Initiativ, dømmekraft, social adfærd og planlægning kan ændres tidligt ved frontotemporale syndromer.
Langsom bearbejdning, gangforstyrrelse og eksekutive vanskeligheder kan dominere ved småkarsygdom.
Alzheimers sygdom
Forelæsningens A/T/N-model beskriver tre typer fund. Den kliniske fortælling afgør stadig, hvilket spørgsmål en undersøgelse skal besvare.
En amyloidmarkør fortæller, om der er tegn på amyloidpatologi. Den beskriver ikke alene, hvorfor patienten har netop sine symptomer.
Fosforyleret tau i spinalvæske eller tau-PET kan understøtte mistanken om Alzheimerrelateret taupatologi.
MR-atrofi eller et mønster på FDG-PET kan vise, hvilke hjerneområder der er påvirket, men fundene er ikke alene en ætiologisk diagnose.
En atrofi på MR, et PET-mønster og en biomarkør i spinalvæske besvarer forskellige spørgsmål. De bruges målrettet, når undertypen er usikker og svaret kan få betydning for forløbet.
Risiko og støtte
Forelæsningen forbinder vaskulær risiko med senere demens og beskriver fysisk, social og mental aktivitet som mulige beskyttende faktorer. En association er ikke et løfte til den enkelte patient.
Behandling
Kolinesterasehæmmere og memantin indgår i forelæsningens behandling. Valg afhænger af sygdomsstadium, tolerabilitet og specialistvurdering.
Kortlæg og behandl vaskulære risikofaktorer. Eventuel sekundær profylakse følger den påviste karsygdom og gældende anbefalinger.
Adfærdssymptomer, kommunikation og behov hos pårørende præger indsatsen. Logopædi kan være relevant ved en sprogvariant.
Støtte til funktion, meningsfulde aktiviteter og aflastning af pårørende er en del af behandlingen, ikke et tillæg efter diagnosen.
Forelæsningen omtaler lecanemab. Medicinrådet anbefaler ikke behandlingen som standardbehandling i Danmark (17. december 2025). Se Medicinrådets vurdering.
Eksamensspor
Kilde-ID: K5-F26-MCQ-10
Afventer faglig gennemgang